”Jammen jeg kender da slet ikke manden. Han er jo kun hos os i ganske kort tid…” ..sådan lyder det indimellem, når jeg møder personale fra korttidsafsnit eller sygehusafdelinger.

De fortæller om, at det kan være svært at modtage en person med demens i deres afdelinger – og om, at personalet ikke just kæmper om, at blive valgt til opgaven med at hjælpe en person med demens.

Ja, det kan være svært.

Men hvad nu, hvis vi vender det hele på hovedet? Hvad sker der, hvis vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad har jeg brug for at vide, så jeg kan møde personen med demens på den bedst tænkelige måde? Og hvordan skaffer jeg den viden, jeg har brug for?

Indimellem kan personer med demens have en adfærd og et udtryk, som af omverdenen opleves som mærkelig og udfordrende. Adfærden opfattes endnu mere uforståelig og ikke altid imødekommende, når personen med demens er udenfor sine vante omgivelser og bliver udfordret af skiftende plejepersonale, nye lyde, forventninger og et utal af spørgsmål.

Vi skal forstå, at den adfærd der kommer til udtryk hos en person med demens, er et svar på den måde personen forstår verden og omgivelserne på.

Hvis personen ikke ved, hvor han er, ikke ved hvem han taler med, ikke ved hvad de sagte ord betyder – så er det ikke nødvendigvis svært at forstå, at personen har behov for at sige fra eller forsvare sig mod alle de krav der stilles.

Hvordan ser det ud for dig? Er der forhold omkring personen med demens du ikke kender til? Hvordan kunne det hjælpe dig til at planlægge omsorgen bedre, hvis du får en dybere viden og et større kendskab til personen?

I webinaret ’Personcentreret omsorg 3 – demensligningen’ gennemgår jeg de fem elementer fra psykolog og professor Tom Kitwoods teori, som omhandler forhold vi bør kende til, så vi bedre kan forstå personen med demens. KLIK HER for at se mere