Det er helt særligt at få indblik i en pårørendes unikke fortælling om oplevelsen af, at leve med demens tæt på i hverdagslivet.

Uanset om det er en ægtefælle, en søn, en datter eller en nabo, så har hver historie et indhold, der vidner om både kærlighed og smerte.

Fortællingerne indeholder altid et FØR og et EFTER.

Hen over nogle måneder har jeg fået lov at følge en ung kvindes fortælling om sin opvækst og ungdom i en helt almindelig og velfungerende familie, som pludselig blev væltet omkuld, da demenssygdommen flyttede ind og tog bolig i hjernen på hendes unge far.

Sofie fortæller om, hvordan der er at være storesøster i en familie, hvor der er mange at passe på. Hun fortæller om den opgave, der er fulgt med i forhold til at oplære ’pårørende til pårørende’ i, hvordan en familie kan have brug for hjælp og støtte.

For mig er det helt særligt at høre beretningen om Sofies møde med systemet – det store kommunale system. Det var et møde, hvor hun hurtigt fornemmede, at der var skrevne og uskrevne regler, som hun gjorde klogt i at aflæse i en vis fart, da familien blev afhængige af hjælp.

Mon ikke der er noget vi bør bremse op og overveje? Er det nødvendigt at opstille alle de værn, der forhindrer os i at møde personen med demens og familien – bare som almindelige mennesker. Når jeg spørger Sofie, hvad hun har brug for, at medarbejdere på plejehjemmet kan, så svarer hun: ”..altså bare, at de er lidt sammen med ham. Altså bare som mennesker”..

Tak Sofie

Hvis du vil høre Sofies fortælling, så klik her og få mulighed for at deltagei webinaret Interview med en pårørende – Sofie