Sådan kan det lyde, når demens lister sig ind på en familie:

”Hvis jeg bare havde vidst det…. så kunne det have sparet os for utallige skænderier og en voldsom irritation, der konstant ulmede inde i mig. Jeg var faktisk ved at gå fra min mand, fordi han havde udviklet sig til at være mere og mere passiv og en tilskuer til livet. Og jeg stod bare der med hele ansvaret…jeg kunne slet ikke kende hverken ham eller mig selv…”

– Og så melder skylden og sorgen sig.

Skyld over, at have overset personens behov for hjælp og over alle bebrejdelserne…

Sorg over at miste den man elsker ganske langsomt – og over, at de fælles fremtidsdrømme nu skal formes på en ny måde…

Også for familiens omgangskreds kan det være vanskeligt at opdage tegn på demens. Det kan skyldes, at personen med begyndende demens formår at skjule det ved de korte besøg – eller også, at en velmenende og loyal ægtefælle dækker over de forandringer, der sker i hverdagen.

Det kan også være medarbejdere i ældreplejen, der lægger mærke til små forandringer i et hjem, de kommer på arbejde i. Det kan opleves som en kompleks opgave, hvor der efterfølgende skal findes gode løsninger for både personen og de pårørende, som kan have forskellige – og til tider modsatrettede behov og ønsker.

Hvordan opdager man, at der er tale om demens og, hvordan kan det skelnes fra andre sygdomstegn eller den almindelige aldringsproces? Hvad kan der gøres for at hjælpe den familie, som får mistanke om, at demens er årsagen til de forandringer de oplever?

Hvis du vil vide mere, så klik her og lær mere om at få øje på de tidlige tegn på demens.