Blog

Samarbejde med pårørende

26. februar 2020

Et tæt samarbejde med pårørende er ofte nøglen til at skabe en god hverdag for personer med demens. Pårørende ligger inde med mange års kendskab og vigtig viden om personens liv, historie, vaner, drømme …. og livretter.

Det er de små ting i hverdagen, der har betydning for personens livskvalitet og trivsel. Tænk, hvis dem omkring dig ikke forstod, hvor betydningsfuldt det er for dig, at du sidder i den rigtige stol, at sengetæppet ligger som det plejer, at skjorten hænger udenpå bukserne, at sideskilningen er redt mod højre, at neglelakken har den rigtige farve, at jordbærrene serveres med fløde osv…

Det er helt små detaljer, der gør en stor forskel. Medarbejderne kan bruge al den nyttige viden fra pårørende til at arbejde personcentreret og til at skabe tryghed omkring personen med demens. Pårørendes bidrag kan spare medarbejdere og personen med demens for mange fejlslagne forsøg på at gennemføre måltider, morgenhygiejne, nattesøvn mv ved at videregive oplysninger om, hvordan personen med demens plejer at gøre, eller hvordan de foretrækker….

Når relationen mellem pårørende og medarbejdere er præget af tillid og respekt, kan pårørende trygt bidrage med deres kendskab og viden om personen med demens. De vil også kunne gå til medarbejderne for at tale om deres egen livssituation som pårørende, hvor de kan plages af ’forbudte’ følelser som fx skyld, sorg, vrede og magtesløshed.

Mange steder i landet arbejdes der målrettet med at skabe fundament for et godt samarbejde. Det gælder både i det daglige samarbejde, men også ved opstart af pårørendegrupper, facilitering af undervisning og rådgivning til pårørende. Her er der mulighed for at tale med andre pårørende i lignende situation, og mulighed for at få hjælp fra medarbejdere til at tackle livet som pårørende.

På friplejehjemmet Sct. Kjeldsgaarden har Iben Juul Nielsen, vinder af Demensprisen 2019, opstartet pårørende grupper. Hun fortæller i Webinaret Samarbejde med pårørende om betydningen af et tæt samarbejde i hverdagen og om, hvordan hun konkret arbejder med pårørendegrupper på hendes arbejdsplads.

Som +Medlem af Webinar Resopti kan du tilgå webinaret Samarbejde med pårørende i +Medlem Webinar Samlingen.

Info


+45 60 55 13 27
Resopti@resopti.dk
CVR: 33735049

Modtag nyhedsbrev


Webbureau ITTP