Siger din krop det samme som din mund? Og hvilken betydning har det, hvorvidt der i demensomsorgen er konsensus i sproget?

Både som pårørende og som plejepersonale er det nødvendigt at forholde sig til kommunikation og sprogets betydning på en helt ny måde, når man er sammen med en person med demens.

Som sygdommen udvikler sig hos personen med demens, vil der opstå svigtende sproglige funktioner og derfor kommer personens respons på omverden ofte til udtryk på andre måder, end gennem velformulerede sætninger i det verbale sprog. Jeg må derfor bruge alle mine sanser til at fornemme det sprog, som personen med demens taler igennem kroppens og ansigtets sprog.

Det kræver en enormt portion vilje, tålmodighed og ikke mindst viden om betydning af både det verbale, det ekstraverbale og det nonverbale sprog.

Men, opmærksomheden skal ikke kun rettes mod sproget hos personen med demens…

Mon ikke jeg i lige så høj grad skal overveje mit eget sprog i kommunikationen? Hvis jeg er i fællesskab med en person med kognitiv svækkelse, må jeg være opmærksom på, at personen i langt højere grad mærker, hvordan jeg får ham til at føle sig – end hvilke ord jeg bruger.

Efterlader jeg en personen med en oplevelse af velvære, tryghed, trivsel og følelsen af at være god nok? – eller kommer jeg til at hæve stemmen, rynke brynene eller snerre ad ham, fordi han ikke gør som jeg forventer eller ønsker?

Viser min krop, at jeg indbyder til smil og fællesskab eller lyser afvisning eller ignorering ud af mit toneleje og min kropsholdning?

Personer med demens har et stærkt sanseapparat overfor stemninger og atmosfærer – og derfor er det særligt mit ekstraverbale og nonverbale sprog, der afgør om personen oplever sig tryg og tilpas relationen.

Hvis du har lyst til at vide mere om forskellen og betydningen af det verbale, det ekstraverbale og det nonverbale sprog og betydningen af, hvordan det anvendes i relation til personer med demens, så se med i webinaret Kommunikation og demens 2.

Kommunikation og demens 2 er ét ud af flere webinarer, som stiller skarpt på detaljer i kommunikationen, der med fordel kan overvejes, når man vil opnå et godt fællesskab med en person med demens