Træt, træt, træt som døden

25/02/2019 0 Af Tina Risager

Billede

Hendes øjne var helt tomme og hun viste med en sammenfalden kropsholdning og sænket hoved, at hun var træt, træt, træt…

Hun passede fortsat sit fuldtids arbejde, hvor hun hver dag mødte ind fra tidlig morgen til midt på eftermiddagen. Normalt ville hun derefter køre hjem og passe de daglige forpligtelser i hus, have og de par foreninger hun var engageret i. Måske ville hun lige handle lidt ind på vejen, måske ville hun ringe til sin datter eller tilbyde at hente sit dejlige barnebarn i børnehaven.

Men ikke i dag…heller ikke i dag..

Hun susede afsted til sin mors lejlighed, hvor søsteren havde haft ’dag-vagten’ og sad ved deres syge, elskede gamle mor. Hun skulle afløse, så søsteren kunne komme videre og passe sit arbejde. Søstrene så på hinanden og de sagde ikke meget. Der var tydeligt, at der ikke skulle mange ord til, før tårerne stod op i øjenkrogen på dem begge.

Hvornår kunne mor få den plads på plejehjemmet, som hun havde så meget brug for?

De havde fået flere forskellige svar – og nu var de holdt op med at spørge. Det var så uendeligt svært at holde sammen på sig selv og blive ved med at spørge på den pæne måde og tage imod et svar, som næsten ikke var til at holde ud. Først hed det 3 dage, så 1 uge og nu hed det 15 dage.

Sådan havde det nu stået på i 11 dage og der var fortsat ingen afklaring. Hun kom til at tænke på sin vasketøjskurv derhjemme. Den måtte være propfuld. Stueplanterne måtte se tørre og halvdøde ud nu og buketten på spisebordet var nok lige til skraldespanden. Hun var træt, træt, træt og savnede sit eget hjem, sin mand og at de sammen kunne tage på et kaffe-besøg ved hendes elskede gamle mor i et par timer.

På arbejdet var hun kommet til at snerre ad en kollega og hun var gået fra to møder, fordi koncentrationen svigtede og hun kunne ikke overskue at indgå i faglige drøftelser. I den kommende weekend skulle de have været på vandretur med gode venner, men den tur havde hun aflyst.

Hjemmeplejens personale kom forbi lejligheden flere gange i døgnet og hjalp med plejen omkring moren. De var søde og alle sagde opmuntrende, at hendes mor var heldig at have så engagerede og hjælpsomme døtre… men hun kunne næsten ikke høre det, for hun var træt, træt, træt..

#påvejudoverkanten #paspåpårørende #forventningsafstemning #hvemgørhvad