Ferie med demens

17/07/2019 0 Af Tina Risager
Ferie med demens

Ferietiden er over os – og de fleste kan se frem til en mulighed for at skrue tempoet ned og lade tankerne flyve for en stund… men sådan er det ikke nødvendigvis for alle.

For familier med demens kan det være en blandet fornøjelse at planlægge og se frem til ferie. Forventningerne om at holde ferie ”som man plejer” bliver ofte spoleret – og oplevelsen af at slappe af og samle kræfter til hverdagen udebliver måske helt.

Nogle familier må droppe udenlandsrejsen, fordi personen med demens ikke længere kan navigere i nye og ukendte omgivelser. Andre må takke nej til den store familieferie, fordi personen med demens ikke kan være sammen med mange mennesker i flere dage.

I nogle familier melder spørgsmålet sig om, hvorvidt det er iorden at holde ferie uden personen med demens – og for andre vil det være en helt fremmed og fjern tanke.

Spørgsmålet om ferie bliver blot ét ud af rigtig mange store spørgsmål, man kommer til at forholde sig til som familie med demens tæt på. Og heller ikke her findes en simpel løsning.

Hver familie må finde sin vej at navigere.

Jeg drister mig alligevel til at komme med en opfordring. Prøv at se på nogle af de tilbud, der gives fra både offentlige og private udbydere om ferieophold og udflugter til personer med demens og deres pårørende.

Måske kunne det give en ny ferieoplevelse – og nye venskaber med personer, som er i en lignende situation.

Nej, det vil ikke være som det plejer, men måske er det værd at prøve alligevel…

Med det GRATIS webinar Ferie med demens ønskes du en rigtig god ferie. Klik her for at se mere.